Energifællesskaber Danmark har afgivet høringssvar til udkastet til den reviderede bekendtgørelse om tilskud til konvertering til varmepumper i bygninger til helårsbeboelse.
Vi anerkender behovet for at fremme udfasning af olie-, gas- og biokedler samt ren elvarme, og vi støtter, at også sammenhængende bygninger kan modtage tilskud. Samtidig udtrykker vi bekymring for, at ordningen i sin nuværende form ensidigt favoriserer individuelle luft-til-vand-varmepumper frem for mere energieffektive løsninger, herunder jordbaserede varmepumper og fælles termonet-baserede systemer i energifællesskaber.
Vi anbefaler, at der ydes differentierede tilskud, som afspejler den reelle energieffektivitet og belastning af elnettet, samt at fælles varmeløsninger i VE-fællesskaber ligestilles med andre kollektive løsninger i ordningen.