Fra årsskiftet 2025/2026 blev det i praksis muligt for borgere, virksomheder og lokale aktører at dele elektricitet lokalt efter en ny tarifmodel. Det sker, efter at Forsyningstilsynet i juli 2025 godkendte en metode for såkaldt lokal kollektiv tarifering, udviklet af Cerius A/S og Radius Elnet A/S, og samtidig taget en branchevejledning fra Green Power Denmark til efterretning frem til udgangen af 2027.

Med implementering i netselskabernes systemer hen over 2025 kunne ordningen træde i kraft januar 2026. Dermed har lokale energifællesskaber for første gang fået en regulatorisk og tarifmæssig ramme, der konkret understøtter fælles udnyttelse af elnettet.

Hvad har ændret sig?

Den nye model gælder for elkunder tilsluttet lavspændingsnettet – nærmere bestemt kunder, der er koblet på samme 10/0,4 kV-transformerstation på lavspændingssiden. 

I stedet for individuel tarifering baseret primært på energiforbrug (kWh), bliver en lokal sammenslutning fremover tariferet kollektivt med: 

  • 75 % effektbetaling (kW) – baseret på den maksimale belastning (spidslast), fællesskabet trækker på nettet 
  • 25 % energibetaling (kWh) – baseret på det faktiske forbrug fra det kollektive net 

 

Det betyder, at økonomien i højere grad afhænger af fællesskabets evne til at reducere og udjævne spidsbelastningen. Hvis et energifællesskab kan sikre høj samtidighed mellem lokal produktion (fx solceller) og forbrug – eller aktivt arbejde med fleksibilitet og lagring – kan det udløse en lavere samlet tarifbetaling. 

Modellen er frivillig og påvirker ikke elafgifter, betaling til transmissionsnettet eller selve strømindkøbet. Det er alene netselskabets tarifandel, der ændres. 

Forstå din elregning

Deltag

Energifællesskaber Danmark afholder jævnligt online møder med god tid til spørgsmål fra deltagerne: Energifællesskaber – hvad er det, og hvorfor taler alle om dem?

Se kalenderen>> og find en dato, der passer dig.

 

Et vigtigt skridt for energifællesskaber

Hos Energifællesskaber Danmark bliver godkendelsen set som et markant fremskridt for borgerdrevne energiløsninger. 

Forperson Morten Mejsen Westergaard udtaler: 

“Det her er et gennembrud for energifællesskaber i Danmark. For første gang får vi en tarifmodel, der anerkender den kollektive adfærd og giver et konkret økonomisk incitament til at bruge nettet intelligent og lokalt. Det styrker både den grønne omstilling og det lokale engagement. Samtidig er det afgørende, at vi nu får praktiske erfaringer, så modellen kan videreudvikles og på sigt omfatte større og mere komplekse energifællesskaber.” 

Han peger samtidig på, at modellen kun er første skridt: 

“I dag gælder ordningen for fællesskaber på samme lavspændingsstation. I morgen skal vi arbejde for løsninger, der kan rumme energifællesskaber på tværs af flere netstationer og – på sigt – også på højere spændingsniveauer. Potentialet er langt større end det, vi ser nu.” 

Midlertidig godkendelse – og behov for analyse

Forsyningstilsynets godkendelse gælder frem til 31. december 2027. Tilsynet vurderer, at modellen lever op til kravene om rimelighed, gennemsigtighed, objektivitet og ikke-diskrimination i elforsyningsloven og EU’s elmarkedsregler. 

Samtidig efterlyser tilsynet et styrket analytisk grundlag for fordelingen mellem effekt- og energibetaling, før en permanent godkendelse kan komme på tale. 

Det betyder, at de kommende år bliver afgørende. Erfaringerne fra implementeringen i 2026 og 2027 vil danne grundlag for, om lokal kollektiv tarifering kan blive en varig og eventuelt udvidet del af den danske elregulering.

Et nyt incitament til lokal grøn omstilling

Den nye model sender et klart prissignal: 
Det betaler sig at koordinere forbrug og produktion lokalt og at reducere belastningen af elnettet i spidsperioder. 

For energifællesskaber betyder det: 

  • Styrket økonomisk rationale 
  • Tydeligere incitament til fleksibilitet og lagring 
  • Bedre mulighed for at dokumentere samfundsmæssig værdi 

 

Fra januar 2026 blev lokal energideling ikke blot en teknisk mulighed – men en regulatorisk understøttet realitet.