Hvordan kan vedvarende energiprojekter blive en reel gevinst for lokalområdet — både økonomisk, socialt og klimamæssigt? Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da energigruppen under Et Grønt Holbæk inviterede til temaaften om energifællesskaber på Holbæk Bibliotek.
Arrangementet samlede engagerede borgere, der ønskede at blive klogere på, hvordan lokalt ejede energiløsninger kan bidrage til en mere bæredygtig og demokratisk energisektor.
Et centralt tema var, hvordan energifællesskaber opstår. Hvordan kan naboer gå sammen om at etablere vedvarende energianlæg i deres nærområde — eksempelvis solceller eller vindmøller — og dermed selv producerer en del af den energi, de forbruger.
Et af aftenens oplæg blev holdt af Henning Davidsen, der fortalte om erfaringerne fra et energifællesskab i Hvide Sande. Her har lokalt ejede vindmøller været med til at sikre billig og grøn fjernvarme til byens borgere — selv om møllerne står tæt på byen. Ifølge oplægget skyldes succesen især det lokale ejerskab og den brede opbakning.
Henrik Bielefeldt fra Sustain og Energifællesskaber Danmark præsenterede deltagerne for en række eksisterende energifællesskaber fra hele landet. Oplægget gav indblik i de forskellige modeller, muligheder og udfordringer ved at etablere nye projekter — fra organisering og finansiering til samarbejde med myndigheder og energiselskaber.
Der var stor spørgelyst blandt deltagerne, hvilket vidnede om en voksende lokal interesse for at tage aktiv del i den grønne omstilling. Mange ønskede især viden om, hvordan man konkret kan komme i gang, og hvilke gevinster et energifællesskab kan skabe for både borgere og lokalsamfund.
Temaaftenen viste tydeligt, at energifællesskaber ikke kun handler om klima og energi, men også om lokal udvikling, fællesskab og økonomisk værdiskabelse.
Energifællesskaber Danmark takker Et Grønt Holbæk for invitationen og de mange fremmødte for en engageret og inspirerende aften.