Hvordan kan lokale fællesskaber være med til at skabe bæredygtige energiløsninger med lokal forankring? Det spørgsmål er i centrum, når Holbæk Kommune inviterer til opstartsmøde på Orø den 18. maj som led i et nyt EU-støttet Interreg-projekt Danish-German Sustainable Islands om grøn omstilling på øsamfund.
Orø er sammen med Femern udvalgt som demonstrationsområde i et projekt, der skal udvikle modeller for bæredygtig energi og lokal selvforsyning med aktiv borgerinddragelse. Målet er at skabe løsninger, der både er teknisk, økonomisk og socialt bæredygtige – og som på sigt kan inspirere andre øsamfund i Danmark og EU.
På mødet på Orø Kro deltager Energifællesskaber Danmark som inviteret oplægsholder med et oplæg om mulighederne for at organisere lokale energifællesskaber og skabe fælles løsninger med lokalt ejerskab.
”Den grønne omstilling lykkes bedst, når den bliver forankret lokalt og skabt sammen med borgerne. Derfor er møder som dette afgørende. De giver mulighed for at samle erfaringer, skabe relationer og omsætte store ambitioner til konkrete løsninger, som giver mening i det lokale samfund,” siger Morten Westergaard.
Mødet byder også på oplæg fra Ærøfonden og Sydstevns Energifællesskab, der deler konkrete erfaringer med lokale energiprojekter og vedvarende energi. Efterfølgende inviteres deltagerne til workshops om organisering, finansiering og tekniske muligheder for fælles energiløsninger på Orø.
Arrangementet finder sted mandag den 18. maj kl. 13 på Orø Kro.
Der kræves ikke tilmelding, og alle interesserede er velkomne.