Retningslinjer for forum for energifællesskaber

Velkommen til Energifællesskaber Danmarks forum for energifællesskaber.

Forummet er et sted, hvor borgere, initiativgrupper, virksomheder, kommuner, rådgivere og eksperter kan dele viden, erfaringer og spørgsmål om lokale energifællesskaber og grøn omstilling.

Vi ønsker et forum præget af hjælpsomhed, nysgerrighed og respekt – hvor både begyndere og erfarne aktører føler sig velkomne.

Forummet skal bidrage til løsninger, læring og samarbejde omkring energifællesskaber og lokal grøn omstilling. Kritiske spørgsmål og uenighed er velkomne, men indhold, der primært har til formål at mobilisere modstand eller skabe konflikt frem for dialog og erfaringsudveksling, kan blive fjernet.

Hold en god tone

Behandl andre ordentligt – også når I er uenige.
Personangreb, nedladende kommentarer, chikane, diskrimination eller aggressiv adfærd accepteres ikke. Diskutér idéer og løsninger – ikke personer.

Del viden og erfaringer

Forummet skal være et sted for erfaringsudveksling og læring. Del gerne:

  • konkrete erfaringer fra projekter
  • spørgsmål om teknik, organisering og lovgivning
  • modeller og løsninger
  • udfordringer og fejl, andre kan lære af
  • relevante arrangementer, værktøjer og ressourcer


Jo mere konkret og konstruktivt, desto bedre.

Hold dig til emnet

Indlæg skal være relevante for:

  • energifællesskaber
  • lokal grøn energi
  • fælleseje og andelsmodeller
  • energideling, fleksibilitet og lokal forsyning
  • organisering, økonomi, jura og teknologi relateret til området


Indlæg uden relevans kan blive fjernet.

Ingen skjult reklame eller spam

Det er tilladt at nævne egne projekter, virksomheder eller løsninger, når det er relevant for diskussionen. Men:

  • undgå salgsopslag
  • undgå gentagen promovering
  • undgå skjult markedsføring
  • undgå irrelevante links


Forummet skal først og fremmest skabe værdi for fællesskabet.

Respektér fortrolighed og ophavsret

Del ikke personoplysninger, fortroligt materiale eller indhold, du ikke har rettigheder til at offentliggøre. Hvis du citerer eller deler materiale fra andre, så angiv gerne kilde.

Moderation

Administratorer og moderatorer kan:

  • flytte eller redigere opslag
  • lukke diskussioner
  • fjerne indhold, der bryder reglerne
  • suspendere brugere ved grove eller gentagne overtrædelser


Vi forsøger altid at moderere med dialog og sund fornuft.

Velkommen i fællesskabet.