Hjem » Vi mener
Vi mener...
Energifællesskaber kan fremme opsætning af vedvarende energianlæg og mindske behovet for at udbygge elnettet ved lokalt at balancere produktion, energilagring og forbrug, men en række barrierer skal fjernes
Energifællesskaber Danmark har derfor udarbejdet et politisk udspil.
Energifællesskaber kan sætte fart i den grønne omstilling
Siden 2020 har det været muligt at etablere lokale energifællesskaber i Danmark. De udgør et centralt element i EU’s energipolitik.
De bygger på den danske andelstradition og tilbyder borgere og virksomheder mulighed for få lokalt ejerskab til den grønne omstilling. Fremme af energifællesskaber bør derfor tages med i betragtning i de politiske forhandlinger om mere sol og vind på land, som regeringen i september 2025 har lagt op til under overskriften ”Fair. Fornuftig. Fleksibel”.
Regeringens udspil overser dog, at energifællesskaber kan skabe lokal folkelig opbakning til omstillingen til vedvarende energi, og også at de kan være medvirkende til lokal balancering af produktion og forbrug, skabe større lokal robusthed i elforsyningen og mindske behovet for udbygning af elnettet.
Mange energifællesskaber er allerede etableret i Danmark, og endnu flere er under forberedelse.
EU’s REPowerEU-plan fra 2022 sætter som mål, at alle kommuner med over 10.000 indbyggere skal have mindst ét energifællesskab i 2025. Danmark har imidlertid gennemført en minimumsimplementering af EU’s regler, hvilket – i strid med EU’s regler – har skabt eller undladt at fjerne en række barrierer for udviklingen af danske energifællesskaber.
Energifællesskaber Danmark har et bud på løsningerne.
Politisk program
En samlet strategi for energifællesskaber
Energifællesskaber kan blive en vigtig del af fremtidens energisystem. Danmark bør have en national strategi, der understøtter udviklingen af lokale energifællesskaber – og bruge midler fra EU’s Sociale Klimafond til at fremme initiativer i områder med høj energibyrde.
Samarbejde mellem borgere, erhverv og kommuner
Lokale energifællesskaber kan skabe bedre samarbejde mellem borgere, virksomheder og kommuner. Ved at give kommunerne mulighed for at prioritere projekter med lokalt ejerskab kan den grønne omstilling få bredere folkelig opbakning.
Plads til alle virksomheder
Også større virksomheder bør kunne deltage i energifællesskaber. Det vil styrke samarbejdet mellem erhverv og lokalsamfund og gøre det lettere at producere og bruge grøn energi lokalt.
Rimelige og gennemsigtige eltariffer
Når energifællesskaber bidrager til at aflaste elnettet, bør det kunne ses på elregningen. Derfor arbejder vi for en retfærdig lokal tarif, som afspejler energifællesskabers bidrag til systemet.
Grøn varme i landdistrikterne
Energifællesskaber kan bidrage til udfasningen af olie og gas ved at etablere lokale varmeløsninger baseret på termonet. De bør have adgang til de samme finansieringsmuligheder som fjernvarmeprojekter i byerne.
Boligforeninger som aktive medspillere
Andels- og ejerforeninger samt boligorganisationer skal kunne deltage i energifællesskaber på lige vilkår. Det giver mulighed for lokal produktion, lagring og deling af grøn energi i byområder.
Mulighed for at dele strøm lokalt
Reglerne bør give mulighed for at dele strøm mellem bygninger og ejendomme, som man allerede gør i flere andre EU-lande. Det vil fremme lokal udnyttelse af vedvarende energi og gøre elnettet mere effektivt.